Guide: Effektiv rengøring af markise

En markise er en investering i dit uderum, som kan holde i mange år, hvis den vedligeholdes og rengøres regelmæssigt. I denne guide får du en komplet trin-for-trin-vejledning til rengøring af din markise, så den forbliver pæn og funktionel i mange år!

Udgivet 20. november 2024

Sidst opdateret 13. maj 2025

Claus Kaspersen

Hvorfor er rengøring af markiser vigtigt?

Markiser bliver året rundt udsat for sol, regn, vind, sne og frost. De skiftende vejrforhold fører til ophobning af støv, pollen, fugt og skidt, som med tiden kan slide på stoffet og danne grobund for alger og jordslåede pletter. Det kan ikke alene påvirke markisens udseende, men også forkorte levetiden.

Ved at rengøre din markise regelmæssigt, beskytter du materialet, bevarer farverne og forlænger levetiden. Det betyder, at din markise bliver ved med at være flot og indbydende.

Omega max terrassemarkise

Rengøring af beskidt eller jordslået markise

Hvis din markisedug er beskidt og fugtig for længe, kan det føre til skimmelsvamp og en jordslået markise. Hvis det er tilfældet med din markise, skal du først forsøge at rengøre den med en blanding af lunkent vand og mild sæbe.

Er det ikke nok, kan du anvende et rensemiddel, der er designet til rengøring af markiser. Disse produkter fjerner effektivt snavs og skimmel uden at beskadige stoffet. Brug en blød børste eller klud og arbejd i små, cirkulære bevægelser.

For at fjerne alger fra markisen, er det vigtigt at være grundig. Alger trives i fugtige miljøer og kan hurtigt brede sig på dugen. Gentag derfor behandlingen ved behov, særligt i fugtige perioder.

Guide til rengøring af markise

Vores guide til rengøring af markise

Følg denne trin-for-trin guide for en grundig, skånsom og effektiv rengøring af din markise:

1) Vælg en dag, hvor det er tørvejr, så markisen har mulighed for at tørre fuldstændigt efter rengøringen.

    2) Træk markisedugen ud og fjern overfladisk snavs: Brug en blød børste til forsigtigt at fjerne løst snavs som blade, grene og støv fra dugen.

    3) Vask med mild sæbeopløsning: Bland lunkent vand med mildt rengøringsmiddel og brug en svamp eller klud til at fordele det over hele markisedugen. Gnid herefter i små, blide, cirkulære bevægelser.

    4) Skyl markisen grundigt: Skyl med rent vand, indtil al sæbe er fjernet. Sæberester kan misfarve stoffet, så sørg for at skylle den godt.

    5) Tør markisen helt: Lad markisen tørre helt, inden du ruller den ind igen. En fugtig markise kan nemlig hurtigt udvikle skimmelsvamp, pletter og lugtgener.

    Rengøring af jordsået markise

    Rengøring af markisedug

    Markisedugen er den mest udsatte del af markisen og kræver derfor ekstra opmærksomhed. Til almindelig rengøring kan en opløsning af lunkent vand og mildt rengøringsmiddel ofte gøre arbejdet, men til dybere rengøring anbefales et rensemiddel designet til markiser. Brug milde rengøringsmidler og undgå højtryksrenser, som kan beskadige stoffet permanent.

    Det er også en god ide at imprægnere dugen efter rengøring for at beskytte mod fugt og snavs, især før vinteropbevaring. Ved langvarig opbevaring bør du sikre, at markisen er helt tør, og eventuelt dækket med et beskyttelsesovertræk.

    Rengøring af markisens forbom og hængsler

    Hold øje med små misfarvninger, ru overflader eller knirkelyde, som kan være tegn på begyndende rust eller slid. Jo tidligere du opdager det, desto nemmere er det at forebygge skader.

    Når du skal rengøre forbom og hængsler, så brug gerne en fugtig klud med mildt rengøringsmiddel. Hvis der er rust eller fastsiddende snavs, kan en blød børste bruges til at løsne det.

    For at sikre smidig funktion samt god beskyttelse, kan du årligt påføre silikonespray på hængsler og bevægelige dele. Undgå olie- eller fedtholdige produkter, da de tiltrækker snavs.

    Rens en jordslået markise

    Undgå dette under rengøring af markise

    Selvom det kan være fristende at bruge alverdens rengøringsmidler og værktøjer, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad du vælger – for det kan gøre mere skade end gavn. Herunder har vi samlet en oversigt over, hvad du bør undgå, når du rengør din markise:

    • Brug ikke højtryksrenser. De kan ødelægge stoffet og forringe imprægneringen.
    • Undlad at bruge grøn sæbe, soda eller skrappe kemikalier, da de nedbryder imprægneringen
    • Undgå at rulle markisen ind, mens den stadig er fugtig.

    Skåner du din markise for disse belastninger, kan du forlænge dens levetid, beskytte den mod algevækst, skimmel og misfarvning – og sikre, at den forbliver både funktionel og pæn i mange år.

    Hvor ofte bør en markise rengøres?

    Hvor ofte du skal rengøre din markise afhænger af, hvor meget den bruges, og hvordan vejrforholdene er. En generel tommelfingerregel er, at du bør udføre en grundig rengøring en til to gange om året – gerne i foråret og efteråret. Hvis din markise er udsat for meget fugt, pollen og skidt, kan det være nødvendigt at rengøre den oftere.

    Derudover kan det være en god idé at foretage jævnlig vedligeholdelse efter behov. Hvis du ser blade, pollen eller snavs på stoffet, kan du forsigtigt børste det af eller tørre efter med en fugtig klud. Dæk gerne markisen til, når den ikke er i brug i længere perioder – det beskytter stoffet mod vejr og snavs.

    Hold også øje med begyndende slid, som f.eks. små huller, løse syninger eller misfarvninger, og få dem udbedret i tide, så du undgår større skader. Den slags små tiltag kan være med til at forlænge markisens levetid og sikre, at den fortsat fungerer og ser godt ud.

    Effektiv rengøring af markise

    Tid til en ny markise?

    Er din markise slidt og ikke længere mulig at redde med rengøring? Så kan det være tid til en udskiftning. Hos Gardinbus.com har vi et stort udvalg af markiser, pergolaer og vinduesmarkiser i høj kvalitet.

    Vores dygtige og erfarne markiseeksperter kommer hjem til dig med prøver fra vores sortiment af markiser, så du kan finde den rigtige løsning til dit hjem. Vores eksperter sørger for at måle korrekt op til din nye markise og giver dig et gratis og uforpligtende tilbud.

    Bestil en gratis markisebus